Julie Tandrup Kock er uddannet i USA, Schweiz, Italien og Danmark. Efter sine kandidatstudier blev hun optaget på både solistklassen herhjemme og på den prestigefyldte solistlinje, Post Formazione i Lugano, Schweiz, hvor hun studerede med et af nutidens største celloikoner, den italienske solist Enrico Dindo. I 2013 afsluttede hun solistklassen med en særdeles rost debutkoncert. Som led i sine studier har Julie desuden spillet hos nogle af verdens mest prominente cellister, heriblandt Ralph Kirschbaum, Frans Helmersson og Erling Bløndal Bengtson. 
   Julie er en aktiv solist og kammermusiker og har de seneste år optrådt i både Danmark, Argentina, USA, Schweiz, Sverige, Italien og England. Af hendes seneste solistiske optrædender kan nævnes Haydns D-dur Cellokoncert og Brahms Dobbeltkoncert med Kammerorkestret ARCO og Elgars cellokoncert med Amatørsymfonikerne. Hun nærer en særlig kærlighed til kammermusikken og spiller i adskillige ensembler, - heriblandt Amazone Kvartetten (mezzo, fløjte, cello og klaver), Sommerkvartetten (strygekvartet), Kock/Kirova-Duo (cello og klaver), Undertoner (cello og kontrabas), og duoen Sopra il Cielo (cello og sopran). 

I orkestersammenhæng har Julie senest været på kontrakt som solocellist i det svenske kammerorkester Musica Vitae, og hun spiller desuden jævnligt med DR Symfoniorkestret, CPH Phil, Malmö Symfoniorkester, Danmarks Underholdningsorkester, og har desuden spillet med Odense Symfoniorkester, Esbjerg Ensemblet, Malmö Opera og Athelas Sinfonietta.

Julie holder desuden meget af at eksperimentere med de klassiske rammer og har turneret Argentina med et tangoorkester, spillet musik til teater, givet forelæsninger på Københavns Universitet om musikalsk æstetik, indspillet solocello til dokumentarserier for DR, indspillet som solist med DR pigekoret og improviseret solomusik til en improdansegruppes forestilling på et københavnsk museum. Hun har desuden spillet med adskillige kunstnere fra andre musikgenrer, fx. Kanye West, MØ og Cæcilie Nordby.

Julie er den taknemmelige modtager af bla. Prins Joachim og Grevinde Alexandras Legat, den belgiske Idella Foundations Legat, og den amerikanske Williamson Foundation's legat til unge talenter.  

 

 
 

"Cellisten Julie Tandrup Kock viste straks fra første ansats, at hendes spil har formatet til de store solistopgaver. Tonedannelsen er mægtig, spillet myndigt og sikkert med en ufejlbarlig intonation, og sansen for sammenhæng overbeviser fuldstændigt. Når en frase lander, er det ikke lige før eller lige efter, men NU. Allerede oplægget til første orkestertutti var en gestus af triumf." 

(Musikanmelder Ulrik Skouenborg om Elgars cellokoncert i november 2016.)  

 

 

"Begrebet ”solistklasse” giver virkelig mening sådan en aften."  

"I Kodalys duo bemærkedes et fremragende samspil med violinisten, tæt og intenst, og gennemarbejdet i detaljen; både teknisk og kunstnerisk udført på højeste niveau."  

(Fra juryens udtalelse efter debutkoncerten i 2013.)